Line Højmann
Mine værker er abstrakte.
De kredser om landskabet – det ydre og indre landskab. Vertikale og horisontale linjer fra det fysiske landskab vi er omgivet af og de indre landskabers mylder af minder og billeder fra en svunden tid.
I konstant bevægelse.
Indtryk bliver intuitivt omsat til farverige og grafiske fortællinger – en visuel begærlighed til palettens uendelige farvekombinationer – at gradbøje farven til en vifte af uanede nuancer, der som skrigende og florlette toner danser i takt og utakt på lærredet.
Med kaffen i hånden nyder jeg at se hvordan farverne på dramatisk vis kæmper om at komme forrest.
Øjet dirigerer ruten – spor slettes – hjertet mærker efter - nye veje opstår.
Jeg maler udsigten fra MIT vindue – naturen, det enestående rum, vi alle er omgivet af. Jeg er fascineret af naturens smukhed, dens kræfter, det at vi er omgivet af noget vi ikke sådan lige har kontrol over/kan styre. At vi kun kan se så langt øjet rækker. Jeg ser maleriet og naturen som en uudtømmelig kilde. De uendelige perspektiver, der er at indfange hele livet.
Mine fortolkninger kan have et strejf af barnlighed. De trækker spor med sig fra barndommens verden, legende i deres form med gigantiske regndråber, øjne der græder, trekantede bjergtoppe og skygger der falder efter tilfældighedens principper - kompositioner der vækker fantasien og vores indre barn.
Jeg er tiltrukket af livets dualiteter – samspil/modspil – lys/skygge -det grimme/smukke og glæde/smerte etc.
Mine malerier er en sanselig farvesymfoni, hvor kompositionen ofte har genkendelige linjer, mønstre og former fra landskabet.
Intentionen er at sende beskueren til dette ”frihedens rum”, der hvor jeg selv befinder mig, når jeg er i den skabende proces – en rejse udenfor tid og sted, hvor beskueren måske finder hjem i sig selv.
Mine malerier er poetiske og jeg har ramt plet, hvis beskueren har mulighed for at digte videre på fortællingen.
Fragmenter af landskab. Koloristiske. Drømmende i deres form. Flydende penselstrøg møder stramhedens præcision. Udfordringen er at skabe ro i dette spændingsfelt mellem pænhed og vildskab, så værket kommer til at leve.
Lidt som livet selv. Lyset i mørket:
”Theres a crack in everything, thats where the light gets in”
Leonard Cohen
--------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg skaber, fordi jeg ikke kan lade være. Alle mine input insisterer på et output. Den primære kanal er helt klart maleriet, men udtryk finder ligeledes vej gennem lyrikken/skriveriet og tegneriet/illustration.
Inspirationen henter jeg på gåture i naturen, af det umiddelbare jeg møder på min vej: en revne i den flise jeg i et nu betræder, en følelse eller tanke omkring en begivenhed, ligesom musikken er en stor drivkraft.
Alt, det jeg oplever, kanaliseres ud gennem tusch og pensel.
