
At arbejde med og betragte kunst er en måde at være til stede her i verden på. Mange oplever at mine værker pirrer nysgerrigheden og giver stof til eftertanke. Gå på opdagelse, måske er her værker, som taler til noget i dig.
Jeg er Marie Bøje, og jeg undersøger det, som skal fortælles, men ikke kan måles og vejes. Kunsten skaber sammenhæng imellem vi mennesker, på individplan og i samfundet som helhed. På stedet her vil du opleve kunst inspireret af vores danske natur og en ide om altings forbundethed. Værker udført i levende streger - motiver der kommer ud af lys og mørke. Mit kunstneriske arbejde er baseret på en sanselig og nysgerrig interaktion med omgivelserne. Mine foretrukne materialer er lærred, papir, olie, akryl, og du kan se mere om mit arbejde på min hjemmeside.
Sanserne aktiveres af det nære i vores liv
Det nære er også det, vi sanser bedst. Det viser os nuancer og hvisker til os om detaljer. At udfolde sig kunstnerisk er at have en seriøs, men legende tilgang til processen og et åbent sind overfor vejen til det færdige værk.
Verden og menneskene i den er globalt forbundet, det er min oplevelse. Alligevel er det altid uddrag af de umiddelbare omgivelser og de detaljer, der findes heri, som optager mig i mit kunstneriske arbejde. Med forestillingen om, at motivet fortsætter uden for billedkanten.
Kunsten er betydningsfuld
I den forstand, at den får os til at genoverveje verden, som vi kender den. Kunst sætter spørgsmålstegn ved vores eksistentielle eller samfundsmæssige position – nogle gange, men ikke altid, giver den os svar på vores undren. Det er det mind set, der driver mit arbejde, og som du kan opleve resultatet af her.